Brystfjernelse hos mænd

Brystudvikling hos mænd (gynækomasti) er en generende og ofte smertefuld tilstand. Operation for gynækomasti foretages enten ved sugning eller bortskæring af det ekstra brystvæv.
Forud for operationen foretages udredning med henblik på, om brystdannelsen er led i en generel sygdom hos patienten.


Patientinformation og priser
Formål:
At fjerne uønsket forstørret bryst hos mænd.

Generelt:
Forstørret brystkirtel forekommer sjældent hos mænd. Det ses i og omkring puberteten og undertiden hos ældre mænd. Det ses hyppigt efter indtagelse af anabolske steroider. Forstørret brystkirtel kan også optræde i forbindelse med hormonelle sygdomme, og det er vigtigt at disse opdages inden en operation foretages. Tilstanden forekommer desuden efter langvarigt stort alkoholforbrug.

Teknik:
Operationen foregår enten i lokal eller fuld bedøvelse, ambulant eller under indlæggelse. Snittet lægges oftest i brystvorteranden for at det senere vil være så usynligt som muligt. Hele den forstørrede brystkirtel og evt. fedt fjernes. I nogle tilfælde kan man nøjes med en fedtsugning, hvis selve brystkirtelen er meget lille. Hvis brystet hænger meget kan det være nødvendigt også at fjerne overskydende hud, hvilket indebærer længere og mere synlige ar. Der indlægges evt. dræn. Ved operationens afslutning anlægges en let strammende elastisk bandage.

Forløb:
Evt. dræn fjernes efter en eller flere dage. Den lidt strammende forbinding skal anvendes i nogle uger for at mindske blodudsivning og senere hævelse. Der er moderate smerter, hævelse og misfarvning af operationsområdet.  Smerter kan behandles med alm. smertestillende medicin. Sting fjernes oftest efter 1-2 uger. Sygemelding i kortere eller lidt længere tid kan være nødvendig, afhængigt af hvilket arbejde man har. Sport og træning af overarme og brystkasse skal vente til der er gået ca. 4 uger.

Bivirkninger:
Nedsat følesans i brystvorten, midlertidigt eller permanent.  Synlige ar, der dog gradvist bliver pænere. Overskydende hud, der kan fjernes efterfølgende. Mindre fedtbuler.

Komplikationer:
Blødning kan optræde det 1. Døgn. Infektion eller forsinket sårheling er sjældent. Underhudsfedtvævet kan af og til blive uregelmæssigt. Hvis har været kirtelen er stor kan brystvorten af og til trække indad.

Forventet resultat:

Det forstørrede bryst er reduceret så brystkassen er passende flad som hos de fleste mænd. Undertiden er der mindre fedtbuler. Ved vægtøgning kan der atter komme fedtfylde i brystregionen. Hvis der er fjernet overskydende hud er arrene mere synlige.



Ring for priser og information 0045 45865768

Copyright © 2011 . All rights reserved.